Frederikssund-spejdere får støtte til flere friluftsoplevelser

To spejdergrupper i Frederikssund er blandt de 105 lokale foreninger, der har modtaget støtte fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje. På landsplan er der uddelt lidt over 3 millioner kroner til foreninger i 43 kommuner for at styrke friluftslivet.
DDS Erik Ejegod Gruppe har modtaget 12.000 kroner til en weekendtur med friluftsaktiviteter for spejderne. Støtten skal dække transport, overnatning og forplejning.
DDS Grevinde Danner Gruppe har fået 35.900 kroner til nyt udstyr, der skal gøre det lettere at tage flere børn og unge med ud i naturen. Pengene går blandt andet til telte, bålgrej og patruljekasser.
Forperson i Friluftsrådet, Dorthe Mølvig, understreger betydningen af puljen:
"Lokalforeningspuljen giver lokale frivillige foreninger mulighed for at gøre en reel forskel dér, hvor friluftslivet leves i hverdagen. Det er små midler, der ofte gør en kæmpe forskel, når foreninger får støtte til nye aktiviteter eller bedre faciliteter, der fremmer menneskers muligheder for at opleve naturen. Og når flere kommer mere ud i naturen, styrker det både livskvalitet, sundhed og sammenhold."
Lokalforeningspuljen kan søges én gang om året af lokale foreninger under Friluftsrådets mere end 80 medlemsorganisationer. Der kan søges om tilskud på op til 40.000 kroner til projekter, der fremmer friluftslivet.
Faktaboks
- 105 lokale foreninger i 43 kommuner har modtaget støtte.
- Der er uddelt i alt 3.036.500 kroner fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje.
- DDS Erik Ejegod Gruppe i Frederikssund har fået 12.000 kr. til en spejderweekend med friluftsaktiviteter, transport, overnatning og forplejning.
- DDS Grevinde Danner Gruppe i Frederikssund har fået 35.900 kr. til telte, bålgrej, patruljekasser og andet udstyr til madlavning og overnatning i naturen.
- Lokalforeningspuljen er finansieret via spillehalsmidlerne og kan søges én gang årligt med tilskud på op til 40.000 kr.






Accepter kun nødvendige cookies