Tivoli Hotel kåret til Årets Arbejdsplads 2025

Tirsdag eftermiddag blev Tivoli Hotel i København udnævnt til Årets Arbejdsplads 2025. Prisen, som uddeles af fagforbundet 3F, blev modtaget med stor glæde på 3F’s kongres i Aalborg.
”1000 tak for prisen. Den er vi virkelig stolte af,” sagde hotellets direktør Jakob Ellermann, der fremhævede virksomhedskulturen som afgørende: ”Det her handler om mennesker og medindflydelse, om trivsel og sammenhold. Jeg er meget stolt over vores virksomhedskultur, og meget glad og stolt over prisen.”
Tivoli Hotel, der er en del af Arp-Hansen Group, har mere end 300 ansatte fra 38 nationaliteter, hvoraf størstedelen er medlem af 3F. Arbejdssproget er engelsk, og hotellet er kendt for at satse på både lærlinge og medarbejdere med særlige behov.
3F’s forbundsformand Henning Overgaard fremhævede netop hotellets brede indsats: ”I er lidt af et fyrtårn og et forbillede i jeres branche. I tager et kæmpe ansvar for at tiltrække og fastholde lærlinge […] og så har I plads også til dem, som har særlige behov.”
Det var fællestillidsmand Casper Danny Honore, der indstillede Tivoli Hotel til prisen. I alt var mere end 100 arbejdspladser indstillet, og blandt de tre finalister trak hotellet det længste strå foran Cosmos Trawl fra Hirtshals og Gåsdal Bygningsindustri i Skjern.
Fakta: Tivoli Hotel – Årets Arbejdsplads 2025
- Pris: Uddeles af 3F, i år for 33. gang
- Vinder: Tivoli Hotel, København
- Antal ansatte: Over 300 fordelt på 38 nationaliteter
- Medlemmer af 3F: 262
- Arbejdssprog: Engelsk
- Indstillet af: Fællestillidsmand Casper Danny Honore
- Øvrige finalister: Cosmos Trawl (Hirtshals) og Gåsdal Bygningsindustri (Skjern)
- Dommerkomité: 3F’s ledelse samt direktør Thomas Mølschow Corneliussen, Frode Laursen






Accepter kun nødvendige cookies